Få merit for din deltagelse i kurset Lær din skat at kende 

Deltog du eller en af dine kollegaer i kurset Lær din skat at kende, så er det nu, du skal spidse ører. Tre kursister benyttede sig for nyligt af muligheden for, at få merit i form af 10 ECTS-point for deres deltagelse. Herved får de også godskrevet akademifaget Skat og moms.

For første gang nogensinde har tre kursister valgt at få deres realkompetencer vurderet efter, at de har gennemført kursusforløbet Lær din skat at kende. Dermed fik de 10 ECTS-point, som de kan bruge, hvis de fx vil tage en akademiuddannelse.

”Kurset er taget, så man kan jo lige så godt gøre det og have ECTS-pointene klar til en fremtidig uddannelse,” siger Daniel Vang Søndergaard, Økonomikonsulent ved rådgivningscentret Heden & Fjorden og blandt de tre første til at få kompetencevurderet sit udbytte af kurset.

Du kan få de 10 ECTS-point ved at deltage i en såkaldt realkompetencevurdering (RKV), som er en vurdering af dine kompetencer set ud fra de standarder og kompetencemål, der findes på akademifaget Skat og moms.

”Det er en oplagt mulighed, at få lavet en RKV af Lær din skat at kende. Det gælder særligt, hvis du vil i gang med en akademiuddannelse, for så har man jo allerede faget Skat og moms,” udtaler uddannelseskonsulent Kirstine Simoni Faurholt, DLBR Akademiet.

Lær din skat at kende var et modulforløb i skatteret, der nu er afløst af akademifaget Skat og moms, men selvom din deltagelse ligger år tilbage, vil du ifølge Kirstine Simoni Faurholt stadig kunne få merit for forløbet.

Selve processen
Forud for vurderingen skal du afsætte ca. to timer til at udfylde min kompetencemappe.dk, som er udgangspunkt for gennemførelsen af RKV’en. Normalt foregår en RKV individuelt, men netop i forbindelse med kurset Lær din skat at kende, kan vurderingen med fordel ske gruppevis. Her vil du, i samarbejde med en uddannelsesvejleder, indgå i en to timers samtale om din generelle erhvervsfaglige kunnen og erfaringer fra selve kurset. Afslutningsvis vil du få tilbagemelding på dine kompetencer og modtage et uddannelsesbevis, hvis der er grundlag for det.

Med et uddannelsesbevis understreger Klaus Keller, timelærer ved Leaderlab og tovholder ved de første vurderinger, at man får et formaliseret og anerkendt bevis, som kan bruges i forbindelse med evt. videreuddannelse.

Hvad siger de første
”Det var slet ikke som en eksamen, men bare en diskussion om både overordnede og konkrete emner, så der er bestemt ikke noget at være nervøs for – på nogen som helst måde,” siger Else Hove Sunesen om sin deltagelse i RKV’en. Else er revisorassistent ved LandboNord i Fjerritslev og var én blandt mange, der afsluttede skattekurset tilbage i 2008. Hun ser dog ikke tidsrummet mellem kurset og selve RKV’en som en hindring, men vil tværtimod stærkt anbefale sine kolleger at gøre det samme, uanset hvor langt tilbage kurset ligger.       

I stil med Else Hove Sunesen giver Daniel Vang Østergaard også udtryk for, at kompetencevurderingen i større grad havde karakter af en uformel snak om praktiske løsninger frem for en traditionel eksamen. ”Jeg kan klart anbefale andre at få kurset godkendt,” påpeger Daniel Vang Østergaard slutteligt.

Fakta om realkompetencevurderingen:

  • Kan forkorte en uddannelse, fordi du kan få godskrevet dele af den.
  • Kan komme dig til gode, hvis du skal søge nyt job.
  • Gratis for dig med en erhvervsuddannelse. Har du en videregående uddannelse, er prisen kr. 2.700.
  • Du skal have gennemført alle moduler, for at kunne få kompetencevurderet Lær din skat at kende.
  • Uanset hvornår du deltog i Lær din skat at kende, kan du få det kompetencevurderet.
  • Finder sted i Viborg, men er I en gruppe på mindst fire, kan kompetencevurderingen ske på egen arbejdsplads. 
  • For tilmelding, kontakt uddannelseskonsulent Kirstine Simoni Faurholt på telefon 8740 51 67.
 

DLBR Akademiet - Agro Food Park 15, Skejby - 8200 Århus N - Email: 
Forside Udskriv Tip en ven
Kontakt
For mere information om realkompetencevurdering kontakt
  Kirstine Simoni Faurholt
Tlf. 8740 5167
ksm@vfl.dk